Warning: "continue" targeting switch is equivalent to "break". Did you mean to use "continue 2"? in /var/www/jorgen-rasmussen.dk/public_html/templates/alacartemb1/functions.php on line 185

 

Jeg er født den.............nej, lad mig udtrykke det på en anden måde. Jeg er 10 år yngre end Cliff Richard, 8 år yngre end
Paul McCartney, 7 år yngre end Mick Jagger, 5 år yngre end Rod Stewart og 3 år yngre end Elton John og alligevel 
fanger jeg ind imellem mig selv i den tro, at jeg stadig  kun er 17 år gammel. 
 
 
Denne vildfarelse skyldes måske at jeg stadig  brænder for musikken fra mine teen-age år, men opvågningen kommer, når
jeg så opdager, at der faktisk findes masser af  anden god musik, som jeg brænder lige så  meget for at spille og at lytte til.
 
 
 
Jeg havde min debut som ”professionel” sanger allerede som 3-årig, hvor jeg gemt væk under spisebordet, underholdt
mine forældres gæster med gennem en støvsugerslange at synge ”Moulin Rouge”. Dette skete ofte og hver gang mod
et fast honorar på 25 øre pr. optræden.

 
Da jeg var 10 år gammel lærte min far mig at spille mundharmonika og jeg fik min første guitar som 12-årig.
Det var en Egmond swingmodel, som jeg stolt mødte op med på Odense Musikhøjskole, hvor jeg modtog undervisning
sammen med bl.a. Leif Esbensen, som senere blev guitarist i The Burtons.

 
 
I sommeren 1965 var jeg med til at danne et såkaldt ”pigtrådsorkester”. Vi kaldte os The Firebirds. Inspirationskilderne
var helt klart The Shadows, The Beatles, Rolling Stones og de danske  The Rocking Ghosts og Sir Henry and His Butlers.
 

Vi havde vort første job i oktober samme år, hvor ”Belinda”, ”South of the Border” og ”Wooly Bully” vistnok blev spillet
mindst 4-5  gange hver. Med skiftende besætning havde vi stor glæde af dette samarbejde og kammeratskab i et års tid.

 
firebirds22
 
 
 
 
 
     The Firebirds
     Foruden jeg selv i front med rød Höffner
     ses ved trommerne Orla Damgaard, som
     siden blev et kendt ansigt i The Burtons.
 
 
 
Året efter var vi spredt for alle vinde og hver for sig spillede vi i forskellige konstellationer. Jeg dannede bl.a. The Outlines,
som havde The Who, The Kinks og Les Rivals med guitaristen Per Frost som forbilleder. I den sammenhæng spillede
Mogens Jensen trommer. Han kom senere til at spille med Les Mann men omkom desværre siden hen ved en tragisk ulykke.

 
Jeg spillede herefter på ”løst” i flere forskellige bands og fandt pludselig mig selv som ”stand in” i The Outsiders,
som på et tidspunkt manglede en guitarist til et job i Fangel Forsamlingshus.

 
uotsiders22
 
 
     The Outsiders
     Den lysblonde unge mand med solbrillerne er altså
     ikke tyske Heino – men mig med min nye Höffner.
     Nogle vil måske genkende den unge mand nederst
     til venstre i billedet som Søren Damgaard, der i flere
     år har været chef for Odense Idrætspark.
 
 
 
I forbindelse med disse ”løse” jobs fik jeg kontakt med Les Amis, som var blevet Danmarksmester i pigtrådsmusik i 1964.
De vandt for øvrigt over The Rocking Ghosts, som blev nummer 2 i finalen
.
 
Kontakten opstod i 1966. Man havde i 1965 stoppet samarbejdet med ”Rock Nalle” og bassisten Steen Andersen
forsøgte nu at reetablere med bl.a. min gamle skolekammerat Benny Langkilde (tidl. Sound Of Season) på trommer samt
et par andre musikere fra opløste fynske bands som grundlag.
 
 
 
Les Amis blev dog aldrig det samme igen. Måske var det min skyld – for som Jørn ”Bonne” Bonnesen (Space Makers)
dengang bedyrede overfor mig i omklædningsrummet i B 1913, hvor vi begge spillede fodbold, så havde jeg
”overhovedet ikke charme nok til at spille med Les Amis” – tilsyneladende har heller ikke nogen andre haft det
herefter, for Les Amis spiller den dag i dag kun lejlighedsvist og hver gang med skiftende besætninger.

 
En ny musikstil var imidlertid på vej ind i billedet. Man kaldte det ”folk-music”. I dag vil man nok nærmere betegne det
som ”unplugged” men under alle omstændigheder blev navne som Donovan, Bob Dylan, Peter Paul & Mary, The Seekers,
Mamas & Papas og ikke at forglemme de dansk-amerikansk-filippinske The Immigrants, enormt populære.

 
Jeg begyndte derfor i foråret 1967  sammen med Jens Peter Art Jørgensen, som også havde været med i The Outlines, at
optræde under navnet  ”Three Folks” sammen med en ung pige der hed Dorthe Poulsen.

 
Vi forsøgte samme år at markere os ved Fyns Tivoli's Grand Prix, hvor vi nåede frem til semi-finalen men måtte se os slået af
"Hitsingers" - senere "Joans Family" - som endte med at vinde finalen og senere hittede på  med sangen "Lasse & Marie".

 
Vi fortsatte dog med at optræde på skoler, ungdomsklubber, kroer og forsamlingshuse og opnåede faktisk også at få solist-status
enkelte natklubber, bl.a. Atlantic i Odense.

Dorthe Poulsen blev imidlertid gift og fik efternavnet Degnegaard. Hun valgte derfor at stoppe karrieren og blev i foråret 1968
erstattet af Winnie Rasmussen, som på daværende tidspunkt sang førstestemme i det landskendte Risingskolens Pigekor.
 
 
three_folks
  
    Three Folks
    med Dorthe Poulsen på ét eller andet
    sted ved én eller anden lejlighed på ét eller andet 
    tidspunkt i 1967
 
 
I slutningen af 1967 skete der dog noget ganske særligt.
 
Jeg skiftede skole og traf i den forbindelse  en person fik større indflydelse på mit liv end nogen som helst andre tidligere
havde haft - faktisk blev mit liv fra da af ændret totalt og for altid.
 
Det var Vibeke, som jeg 3 år senere blev gift med og som jeg stadig er sammen med og elsker overalt på jorden.

 
vibeke
 
 
     Vibeke
     1968
 
 
Det betød også  at musikken fra at være det alt dominerende element i mit liv med ét blev ligegyldigt og sekundært - noget,
der kun lejlighedsvist blev dyrket indenfor hjemmets rammer. 
 
Der skete imidlertid det at The Shadows blev gen-etableret i 1973 efter at have været opløst i mere end 5 år, og jeg lærte 
Hank Marvin at kende personligt  i forbindelse med  en koncert The Shadows gav i Randers i oktober 1977.
 
Det blev til et personligt venskab, med besøg hos hinanden i såvel Radlett som Odense - og for mit vekommende endog et 
længere  ophold hos Hank og hans familie  i forbindelse med en job-udstationering  i London i 1984.
 
Hank Marvin og hans familie bor i dag  i  Perth  i  Australien, så vi har ikke længere kontakt bortset fra de muligheder der 
opstår i forbindelse med hans koncerter her i landet - sidste gang  i november 2009  hvor Cliff & Shadows var på afskedstour.
 
  
hank
 
 
 
 
 
     Hank og Carole Marvin
     ved et af vore besøg i deres daværende 
     hjem på Loom Lane i Radlett.
 
 
Den nye æra for The Shadows  var selvfølgelig årsagen til at jeg snart anskaffede mig en Fender Stratocaster og en Vox AC 30
for igen at spille, som jeg havde gjort det i 60 ’erne. Vi var fire mand som fandt sammen og startede et band der fik navnet
"Loom Lane"  -  det samme som gaden,  hvor Hank Marvin  boede sammen med sin familie i Radlett i Hartfordshire,. inden de immigrerede  til Australien.

 
 loomlane
 
 
 
 
     Loom Lane
    Februar 1984
 
 
"Loom Lane" var i begyndelsen et rendyrket Shadows cover-band, men efterhånden blev andet iørefaldende pop/rockmusik
fra 50’erne, 60’erne og 70’erne også en del af repertoiret, og kun for sjov deltog vi i TC’s Talent 84, hvor vi faktisk blev nr. 2
med en senere så berømt dame som Trine Dyrholm på 3. pladsen.
 
Vinderen blev i øvrigt en ung pige ved navn Judith Jørgensen, som vi dog aldrig har hørt mere til.

 
loom3
 
 
 
 
 
    Loom Lane
    med Leif Faber og Preben ”Tøjmand”
    ved præmieoverrækkelsen i  
    TC Talent 84           
 
 
På trods af succes i TC-Talent 84 udeblev det store "verdens-gennembrud" og vi måtte nøjes med lejlighedsvise jobs til de
honorarer sådanne jobs nu én gang indebærer.

 
I sommeren 1984 skete der dog noget, som kom til at ændre mit liv som musiker fuldstændigt.

 
Jeg fik i maj måned en ny nabo. Han hed Bent Nielsen og viste sig at være musiker. Jeg konstaterede dengang med en lidt
nedladende holdning at vi altså talte om ”suppe, steg og is musiker”
.
 
Det viste sig imidlertid at manden var ingen ringere end ”Sorte Bent”, som i 60’erne var kendt fra Nalle & The Teddy Bears
(med Johnny Reimar) Yellow Stars, Nalle & The Yankees, La Strada, Pater Johans Jazzmen og mange andre sammenhænge.

 
Bent var oprindeligt bassist og guitarist, men havde efter mange års virke som rejsende musiker i hele Norden og Tyskland
besluttet sig for at ”blive hjemme” ved familien og ernære sig ved et almindeligt borgerligt job som lagerekspedient
suppleret med indtægten som selskabsmusiker.

 
Han var imidlertid blevet træt af at tage ud og spille alene hvorfor han spurgte mig om jeg ikke havde lyst til at danne en duo
sammen med ham. Det havde jeg naturligvis, så samarbejdet med Loom Lane stoppede og Corona Duo’en var en realitet.
 
Vi havde vort første job den 27. oktober 1984,  hvor Bent spillede key-boards og jeg guitar.

 
corona
 
 
     Corona-Duo'en
       Oktober 1984
 
 
 
Vi havde rigtig mange jobs i en periode, som faktisk nåede at strække sig over 8 år. Vi havde bl.a. fast engagement på Danland Hotellets restaurant ”Klinten” i Fåborg, Fåborg-Gelting Færgen samt Langeland-Kiel Færgen,  ligesom vi leverede musik til utallige
hotel- og restaurationsarrangementer samt forenings- og privatfester.

Corona-Duo’ens popularitet skyldtes ikke mindst at vi havde ”gjort op” med det traditionelle ”suppe, steg og is” mønster og i stedet kastet os ud i 60’er rock/poppen ligesom en mere tidsaktuel musik fra den internationale musikscene blev vores ”varemærke”.
 
Efterspørgslen på duo, trio og kvartet blev  dog med tiden mindre og mindre mens efterspørgslen på solomusikere blev mere og
mere udbredt. Dette skyldtes ikke mindst, at den moderne teknologi i form af arrangement-keyboards åbnede  mulighed for at én
mand kunne spille som et 5 mands orkester. 

Senere kom også begrebet ”midi-filer” ind i billedet og hermed var der pludselig 16 spors sequenser til rådighed, hvilket gav
uanede muligheder.
.
I takt med denne udvikling valgte jeg derfor i 1991 at købe mit første arrangement-keyboard.

Foruden at det hermed blev muligt at lave både større og flottere arrangementer i Corona-Duo’en , blev jeg også i stand til at påtage
mig solo-jobs.
 
Jeg havde således min debut som solo selskabsmusiker på Hotel Christiansminde i Svendborg den 5. maj 1991, og dette udviklede
sig i en sådan grad at Corona-Duo’en efter opfyldelse af indgåede kontrakter og aftaler ophørte i foråret 1992.

 
Jorgen
 
 
      På Restaurant Næsby Hoved Skov
      i midten af 90'erne
 
 
Jeg har i årene herefter opnået stor efterspørgsel som solo-musiker. Dette har medført at jeg siden 2007 har været  full-time professionel og udelukkende levet af at spille musik indtil jeg i 2016 kom på Finansloven. 
 
Jeg har dog valgt stadig at spille musik og påtage mig jobs ved privat- og foreningsarrangementer, hotel- og restauration samt
events af forskellig art.
 
Jeg er derfor også hele tiden opmærksom på at forny mit repertoire og udvikle mig selv, så det stadig er attraktivt at bestille mig
som musiker til dit næste arrangement.
 
Jeg har i den forbindelse i løbet af 2019 udarbejdet et helt nyt koncept sideløbende med mit virke som fest- og selskabsmusiker.
 
Du kan læse mere herom ved at klikke på  "Seniorunderholdning"  i menuen øverst på siden.